Unge med psykiske sygdomme ender i langt højere grad uden for arbejde og uddannelse end deres jævnaldrende. Udover at have store personlige konsekvenser for den enkelte unge, er det også dyrt for samfundet. Både dansk og international forskning peger på en indsats, der er tilpasset den enkelte. 

Af Alberte Neel Petersen og Sigrid Debois Reuss Problemudredende Journalistik

Emil sidder oppe en sen nat, mens lyset fra skærmen reflekteres i de runde briller. Hans øjne hviler på en tilfældig YouTube-video, mens hovedet fyldes af et virvar af tanker: Hvad skal der ske med mig? Jeg er ikke god nok. Jeg passer ikke ind nogen steder. Hvad skal jeg dog gøre af mig selv?   

Hvad han ikke tænker på er at få nok søvn, før vækkeuret ringer i morgen. For han har intet at stå op til. Emil Aarup Thomsen er en af de mange unge med en psykisk sygdom, der ikke har et job eller uddannelse. 

Et hav af diagnoser 

En undersøgelse fra VIVE viser, at hver tredje ung med en psykisk sygdom hverken er under uddannelse eller i arbejde. Sammenlignet med alle unge er det en stor andel, for her har ni ud af ti en hverdag med arbejde eller uddannelse.  

Men for at forstå problemet, må vi først forstå, hvem det handler om. Med mere end 450 anerkendte psykiatriske diagnoser er mulighederne mange, og kan omfatte alt fra ADHD eller autisme til skizofreni, angst, depression og en hel verden af andre komplekse tilstande. Med sådan en mangfoldighed af symptomer følger en lige så varieret palette af udfordringer.

Udfordringer og knuste drømme 

Emil har atypisk autisme og har altid drømt om at arbejde med mennesker. Men det viser sig at være en kamp at gennemføre en uddannelse, når hans behov er anderledes end flertallets. 

“Jeg kunne sagtens få sat ekstra tid af, men jeg havde ikke brug for tid, jeg havde brug for struktur, og det manglede gevaldigt,” fortæller Emil, “min autisme spiller ind i det her – jeg har brug for struktur og helst så meget som muligt.” 

Han ender med at falde ind og ud af uddannelsessystemet, og er i 12 år i et limbo mellem uddannelse og offentlig forsørgelse, indtil han i 2021 må opgive uddannelse, da han bliver sygemeldt med en stressrelateret depression. 

En uoverskuelig mængde årsager 

For Emil var manglende struktur en af årsagerne, men der findes enormt mange bud på, hvorfor en så stor gruppe unge med psykiske sygdomme ikke er i job eller uddannelse. Det skyldes blandt andet, at psykiske sygdomme viser sig enormt forskelligt. En person med ADHD kan have meget anderledes behov fra en person, der eksempelvis har angst.  

Bo Bach, der er klinisk psykolog og professor ved Københavns universitet, hævder, at det er ekstremt svært at finde konkrete årsager til, hvorfor unge med psykiske sygdomme kan have svært ved at passe et job eller uddannelse, fordi det er en så forskelligartet gruppe. Han kommer alligevel med nogle bud på, hvad der kunne ligge til grund. Bo Bach siger: 

“Hvis en person har haft en tung omgang med angst og har været sygemeldt, så er det naturligt også svært at komme tilbage, fordi mange oplever det, der hedder undgåelsesadfærd, hvor nervesystemet belønnes for at blive væk fra noget, der giver en angst.” 

Situationen kan være en helt anden for personer med for eksempel ADHD eller autisme. Bo Bach siger: 

“De kan for eksempel overkompensere og presse sig selv til at gøre det, som alle andre jævnaldrende kan, og så risikerer de at crashe på et tidspunkt.” 

Han nævner også, at følelsen af tidligere at have været udbrændt og overstimuleret på grund af mentalt overarbejde på skole eller arbejde kan føre til en frygt for at havne i samme situation igen.  

Han understreger, at dette blot er få eksempler på, hvor forskellige udfordringer og behov der kan være for personer med psykiske sygdomme. Omstændighederne for den enkelte unge i denne gruppe er altså meget forskellige fra person til person. 

Når der ikke er noget at stå op til 

Én ting der er fælles for disse unge er, at det har personlige konsekvenser, når de falder ud af systemet.  

”De fleste af dem vil meget gerne arbejde, ligesom alle mulige andre mennesker gerne vil,” forklarer Thomas Nordahl Christensen, Ph.d. og forsker ved Psykiatrisk Center København. 

Det har konsekvenser, når psykisk syge unge står udenfor et system, de gerne vil være i, men som ikke er indrettet til dem. Særligt når man kommer længere og længere væk fra den almindelige hverdag. 

“Hvis først man kommer væk fra arbejdet eller uddannelsen, kan det være rigtig svært at komme op på hesten igen,” forklarer Bo Bach. 

I de perioder hvor Emil er på offentlig forsørgelse i længere tid ad gangen, kan han mærke, hvordan det tynger ham. Hverdagen bliver til en endeløs sekvens af ingenting med for mange sene nætter og for få grunde til at stå tidligt op. Han mangler et formål. Noget meningsfuldt at bruge de mange dage på. Nogle dage trækker han i overtøjet og går en tur, andre dage trasker han ned til den lokale købmand og går på indkøb, men lige lidt hjælper det – det er ikke det samme som at have et job eller en uddannelse at stå op til. Jo længere tid han går rundt uden uddannelse og arbejde, jo værre får han det.  

“Jeg kunne mærke, at mit humør bare dalede, og at jeg var helt drænet for energi i min hverdag,” fortæller han.

Et samfundsproblem 

Udover de personlige konsekvenser det har for dem, der falder ud af systemet, har det også konsekvenser på samfundsniveau. En rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at det koster samfundet 20 milliarder kroner om året, at personer med psykiske sygdomme står udenfor arbejde og uddannelse.  

Selvom problemet har store konsekvenser både personligt og samfundsmæssigt, er det lige så svært at finde en konkret løsning, som det er at finde en fælles forklaring. På nuværende tidspunkt kan psykisk syge unge mange steder i landet, på lige vis med alle andre, tage på jobcenteret eller til en uddannelsesvejleder, hvis de har brug for hjælp. Psykiatri og jobcenter kører i hvert deres spor som to separate forløb. 

‘Individuelt Planlagt job eller uddannelse med Støtte’ 

Et bud på en løsning er Individuelt Planlagt job eller uddannelse med Støtte, bedre kendt som IPS. IPS er en beskæftigelsesindsats særligt tilrettelagt personer med psykiske lidelser. Modsat den almindelige indsats, prøver man at få personen i et almindeligt lønnet job eller uddannelse med det samme, mens de løbende får støtte.  

Indsatsen lægger særligt vægt på samarbejde mellem psykiatri og jobcentre, hvilket skal øge forståelsen for den unges individuelle situation og sygdom, og dermed gøre det lettere at tilrettelægge jobindsatsen ud fra det.  

”Det adskiller sig fra, hvordan man traditionelt set har gjort det i jobcentrene i Danmark, fordi man har et meget stærkt fokus på den enkeltes egne ønsker, drømme og håb for fremtiden,” fortæller Thomas Nordahl Christensen. “Det er ikke nem øvelse. Jobcentrene skal begynde at have et mere direkte blik mod det ordinære arbejdsmarked. De skal prøve at undgå at bruge praktikker og optræning i beskyttede miljøer, som man tidligere har gjort.” 

En undersøgt metode 

”IPS har vist rigtig gode effekter både internationalt og i Danmark,” fortæller Thomas Nordahl Christensen, der har været med til at lave de første og største IPS-forsøg i Danmark, ”der simpelthen flere, der kommer i gang med et arbejde eller i gang med en uddannelse sammenlignet med den traditionelle indsats.” 

Undersøgelsen ‘Inklusion’, der blev lavet fra 2012-2017 viser, at 60 procent kommer i beskæftigelse med IPS, hvor det er 47 procent ved det almidelige forløb. De personer, der var i et IPS-forløb, var også generelt mere tilfredse end dem, der fik det almindelige forløb. Mange af testpersonerne i undersøgelsen var unge mellem 18 og 30 år, og på denne aldersgruppe virker IPS mindst lige så godt, som til de andre aldersgrupper. 

Et brud med den traditionelle jobindsats 

På baggrund af forskningens lovende resultater har STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, besluttet af danne et ambassadørkorps med en IPS-ambassadør i hver region. En kommune kan tilvælge IPS-forløbet, hvis de selv er motiverede for det. 

IPS-ambassadørerne står for det nationale samarbejde på tværs af regionerne, og for at sikre samarbejdet mellem psykiatrien og de kommuner der har tilvalgt IPS i deres egen region. Målet for IPS-ambassadørerne er, at 2/3 af Danmarks kommuner skal tilbyde indsatsen. Kathrine Nielsen er IPS-ambassadør i region Midtjylland:  

“Lige nu er der otte kommuner i regionen, der tilbyder IPS, men vi vil gerne have flere med.”

Trods de gode resultater fra forskningen er det ikke helt så lige til at indføre i virkeligheden. 

“Det er jo altid spændende, når man skal have to forskellige aktører til at samarbejde på tværs,” fortæller Kathrine Nielsen om sit arbejde, “Kommunerne er for det første organiseret på mange forskellige måder, IPS-teams er organiseret vidt forskelligt fra kommune til kommune og der er otte afdelinger i psykiatrien, som også er meget forskellige.” 

Christina Stick Nielsen er IPS-koordinator i Viborg Kommune, hvor hun til dagligt står for en del af IPS-forløbene. Hun oplevede selv, at samarbejdet på tværs af sektorer krævede en del tilvænning, da IPS-indsatsen startede op i Viborg:  

“Vi snakker jo helt forskellige sprog. I starten troede psykiatrien, at vi mente et 37-timers job, når vi sagde ordinært arbejde, men vi mente bare et ‘almindeligt’ lønnet arbejde, som sagtens kunne være 5 timer om ugen eksempelvis.” 

Individualisering 

Christina Stick Nielsen oplever, at IPS fungerer godt, fordi der er mere tid til den enkelte borger og større fokus på deres behov: 

“Der er lidt mere tryghed i det. Vi lytter til behandlerne i psykiatrien og patienternes udfordringer, så der skabes et helhedsbillede. På den måde kan vi være mere bevidste om, hvad vi skal tage hensyn til hos den enkelte.” 

Når psykisk syge unge står i så mange forskellige situationer og har forskellige diagnoser og problemer, er individualisering et godt bud på, hvordan man kan favne en så varieret gruppe.  

“Det fungerer godt, at man individualiserer indsatsen, og i højere grad lytter til den enkelte unges ønsker og drømme i forhold til fremtidig beskæftigelse eller uddannelse, og så prøver at støtte dem så godt som muligt i den proces,” fortæller Thomas Nordahl Christensen.  

Resultater kræver arbejde – men det er muligt 

Thomas Nordahl Christensen har som led i sin forskning fulgt op på mange af de kommuner, der har indført IPS. Det viser sig, at langt de fleste af dem, trods udfordringerne, lykkes med at implementere det: “Man kan genskabe de effekter, vi også fandt i undersøgelserne, men det kræver rigtig meget arbejde og en virkelig stor indsats for de kommuner, som vælger at bruge det.” 

Emil er ikke selv blevet tilbudt IPS, men han håber på at finde noget at lave. Han krydser fingre for at blive godkendt til Flexjob til sommer.